Trafikskolen bag en lastbil

Trafikskolen ApS, der har hovedkontor i Esbjerg, udvider nu sin rækkevidde med en ny afdeling i Herning. Dette initiativ skal give borgere i Herning og omegn en ny mulighed for at tage kurser inden for transportsektoren på fleksible vilkår.

Trafikskolen er kendt for sin fleksibilitet, høje kvalitet og erfarne undervisere, og nu kan endnu flere kursister nyde godt af denne ekspertise. Et af fokuspunkterne som Trafikskolen arbejder meget med er, at der ikke behøves være 32 mennesker på samme hold. ”Ved Trafikskolen ønsker vi små hold. Vores erfaring er, at chaufførerne får mere ud af kurserne, men det skaber også plads til at man kan samarbejde og lave øvelser, som i sidste ende får tiden til at gå hurtigere på kursus.” Fortæller Adis Abaz, uddannelseschef på Trafikskolen.

Som en del af den nye satsning starter Trafikskolen med EU-efteruddannelse allerede den 10. marts 2025. Senere vil der blive kigget ind i at udbyde AMU-kurser inden for transport, herunder lastbilkørekort, buskørekort og taxakørekort.

Trafikskolen ApS har i mange år været en førende aktør inden for transportuddannelse i Esbjerg og opland og har hjulpet utallige kursister med at opnå deres kørekort og kvalifikationer til en karriere i transportbranchen. Med et stærkt netværk af erfarne undervisere og moderne undervisningsfaciliteter sikrer Trafikskolen, at kursisterne får den bedst mulige uddannelse.

Siden sin etablering har Trafikskolen haft fokus på at tilbyde kurser, der imødekommer branchens behov og sikrer, at chauffører er godt rustet til at håndtere de krav, der stilles i dagligdagen. Skolens mission er at uddanne kompetente chauffører med en solid forståelse for sikkerhed, effektivitet og service.

”Trafikskolen fortsætter sin virksomhed i Esbjerg som altid, men vi har modtaget mange forespørgsler på at tilbyde kurser i Herning, Rødekro og Vejen. Vi har derfor valgt først at sætte fokus på Herning og vil senere overveje, om vi skal udvide til de andre steder også.” fortæller Syrak Underbjerg, Direktør for Trafikskolen ApS

Udvidelsen til Herning er et naturligt skridt for Trafikskolen, der ønsker at nå ud til endnu flere kursister og give dem mulighed for at tage deres kurser lokalt. Med denne udvidelse ønsker Trafikskolen at tilbyde et stærkt alternativ til de eksisterende uddannelsescentre i området og sikre, at flere kan få adgang til transportuddannelser af høj kvalitet.